Posts Tagged ‘slid på stofbleer’

Der kommer ind imellem en kunde, der har problemer med, at deres stofbleer er blevet hullede eller slidte mere end forventet – og umiddelbart er der ikke meget at gøre ved det bagefter, men der er nogle ting du kan sørge for “undervejs” til at forebygge øget slid.

Stofbleer BLIVER slidt ved brug og det er der ikke noget underligt i – et par cowboybukser eller et par sokker bliver også slidt ved brug. Og I kender det nok godt – nogle slider mere på deres tøj end andre…og her tænker jeg ikke bare på huller på knæene i børnehavebukserne :)

Det samme gælder for stofbleer – men her er et par gode råd om, hvordan du får stofbleerne til at holde længere:

  • Vask ved så lave temp. som muligt og brug kun lidt vaskemiddel – tilsæt PUER ved lave temperaturer, det er bakteriedræbende.

 

  • Lad ikke bleerne ligge til vask mere end max 2-3 dage

 

  • Tør på snor og undgå tumbler

 

  • Pletrens kun når det er nødvendigt og brug en skånsom pletrens  – eller endnu bedre, drop pletrensen

 

  • Strip bleerne ved kogevask uden tilsætning – bruger du mindre vaskemiddel bør stripning dog være unødvendigt

 

Blevask – den største synder i den her sammenhæng
Det der klart slider mest på stofbleer – og tekstiler generelt – er hvordan de bliver vasket. Når du vasker stofbleer er det vigtigt at bruge væsentligt mindre vaskemiddel end den almindelige dosis – og lad være med at tage den “på slump” Nogle producenter anbefaler 1/2 dosis, andre 1/4 dosis – med andre ord skal der bruges meget lidt vaskemiddel.

Overdoserer du, ender du med bleer med et højt indhold af restsæbe, der både generer huden og kan øge sliddet på bleen.

Vask ved så lave temperaturer som muligt – normalt skal der vaskes ved 60 grader for at bakterierne dræbes, men du kan vælge at vaske ved lavere temperaturer og tilsætte PUER – natrium percarbonat. Det skåner også dine stofbleer…

Dit valg af vaskemiddel har også indvirkning på sliddet. Vælg altid et mildt vaskemiddel uden enzymer – både for stofbleernes og for barnets skyld. Der er enzymer i vaskemidler til hvid vask, så vælg et til kulørt vask…og for miljøets skyld bør du naturligvis vælge et økologisk eller i det mindste svanemærket vaskemiddel.

Lad ikke bleerne ligge for længe før de vaskes
Stofbleer har ikke godt af at ligge beskidte for længe før de vaskes, da de egentlig ligger i et let syrebad af tis og afføring (lyder egentlig ualmindeligt ulækkert, nu jeg lige får det formuleret :) ) Selvom der jo ikke lige er tale om saltsyre, er det stadig noget der mørner bleerne. Så anbefalingen er at de ikke ligger mere end et par dage eller tre inden de bliver vasket – og hellere kortere tid end det, hvis det er muligt.

Tørring – undgå tørretumbler
Tørrer du i tørretumbler slider du både unødigt på stoffet – det fnadder du fjerner fra filteret kommer direkte fra det du har tørret – og på den vandtætte PUL-belægning, hvis du bruger AIO stofbleer. Foruden at det er enormt energikrævende og dermed skader klimaet…men lige nu taler vi mest om stofbleerne :)

Tør stofbleerne på snor og gerne udendørs, så de luftes godt igennem.

Kemi ved pletrens
Vil du have pletfri stofbleer bliver du fra tid til anden nødt til at pletrense – på den anden side, er stofbleerne vasket kan du også vælge at leve med evt. skjolder :) Vælger du at pletrense bør du vælge et mildt pletrensemiddel som f.eks. økologisk galdesæbe, der ikke indeholder skrap kemi. Hold dig fra de hårde syntetiske stoffer som Vanish, Cilit Bang og hvad har vi ellers – de slider unødigt på stofbleen.

En anden måde at pletrense på – i godt vejr – er at hænge stofbleerne ud i solen, den tager det værste.

Stripning af stofbleerne
Nogle gange oplever man at stofbleer begynder at lugte fælt af ammoniak – det er et tydeligt tegn på overdosering af vaskemiddel og kommer af, at bleerne indeholder overskudssæbe. Der er flere forskellige råd til hvordan du slipper af med overskudssæben – den mildeste er at give dine stofbleer et par kogevaske uden nogen form for vaskemiddel, det tager det som regel.

Der kan bruges eddike eller natron i vaskevandet – det neutraliserer også sæben. Men vælger du at bruge det, bør du kun bruge det en gang imellem. Du kan læse mere om at strippe bleer i indlægget her…

Almindeligt slid…er svært at gøre ret meget ved
Passer du rigtig godt på dine stofbleer, holder de længe – men der er altid ubekendte faktorer og det er ganske enkelt ikke muligt at slippe for almindeligt slid når de bruges.

Som ved os voksne, der måske døjer lidt med…hvad skal vi kalde det…runde lår :) slides bukserne mere mellem benene eller tykke maver hvor t-shirten bliver lidt slap henover det tykkeste sted – så er der forskel på hvordan babyer bruger bleerne. Har du måske en der altid “rumper sig afsted” eller en med dejligt tykke lårbasser vil det slide forskelligt på bleerne – og der kan være forskel i surheden på urinen alt efter hvad barnet spiser osv.

Jeg håber den her gennemgang kan være dig en hjælp til at passe rigtig godt på dine stofbleer :)